-
Påskeøens borgmester vil ikke have berømte statuer retur
المصدر: BDK Borsnyt / 23 فبراير 2024 13:28:41 America/Chicago
Siden 2018 har Chile officielt anmodet om, at British Museum i London udleverer to berømte statuer fra Påskeøen, der er et populært klenodie på museet. I 2018 rejste Påskeøens guvernør til London for at tale for, at de historiske statuer skulle vende retur til deres hjemsted, hvor britiske rejsende i 1868 gravede statuerne op for dernæst at bringe dem til Storbritannien. Senest har den chilenske præsident, Gabriel Boric, støttet en kampagne, der forsøger at få statuerne retur, ligesom det er sket i andre sager. Sidste sommer kom det frem, at Nationalmuseet i København havde doneret en fjerkappe til det indfødte folk og Brasiliens nationalmuseum. Kappen kom oprindeligt fra Brasilien. Men er det nu også en god idé, at genstandene sendes retur til, hvor de oprindeligt kommer fra? Ikke nødvendigvis, lyder det fra borgmesteren på Påskeøen, Pedro Edmunds Paoa. Han blander sig nu i debatten om de to Maui-statuer, som han er imod, at British Museum skal levere tilbage til den chilenske ø. Pedro Edmunds Paoa argumenterer for, at de berømte statuer i London er »ambassadør« for de indfødtes kultur på Påskeøen. Statuerne er oprindeligt en del af en samling på tusind Maoi-statuer, der blev skabt omkring år 1.000. De er en del af de indfødtes kultur. I et interview med The Telegraph takker Pedro Edmunds Paoa det britiske kongehus og museet i London for at have passet så godt på genstandene. Da britiske soldater vente hjem fra Påskeøen i 1868 med statuerne, blev de foræret til dronning Victoria, der valgte at donere dem til British Museum. Pedro Edmunds Paoa ønsker dog en dialog med museet, da de er uenige om, hvem der skal anerkendes som ejer af statuerne. »Vi vil gerne have, at vores forfædre bliver på museet og også besøger andre museer, så folk kan lære om Rapa Nui og vores kultur«. Rapa Nui er Påskeøens originale navn. The Telegraph skriver, at alle imidlertid ikke deler borgmesterens synspunkt. British Museum har måttet lukke for deres kommentarspor på Instagram, hvor de bliver bestormet med opfordringer til at levere statuerne retur. British Museum har indtil videre afvist at udlevere statuerne. https://www.berlingske.dk/internationalt/paaskeoeens-borgmester-vil-ikke-have-beroemte-statuer-retur